Du er her: 

Historie

Tekstilerne i Domkirken

Udsmykning af Maribo Domkirke bestående af antependium, kortæppe, nyt knæfald og nye bænkehynder samt nyt tæppe til prædikestol.

Antependiet er udført i hør, silke og phosphoriserende tråd på eget atelier i samarbejde med væver Isabel Abos Madsen. Kortæppet er udført i ren norsk spellzauuld på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk af væverne Isabel Abos Madsen, Dorthe Greisen og Berthe Forchhammer. Broderi udført i Selskabet for Kirkelig Kunst.

Klokkeringning

Man skal ikke have været længe i Maribo, før man bemærker kirkeklokkerne ved Domkirken. De ringer flere gange om dagen efter en helt speciel ”ringeskik”. Foruden ved solens op- og nedgang kl. 07 og kl. 19, ringes der daglig med kirkens klokker klokken 10, 12, 14 og 17. Denne specielle ringeskik har været overleveret gennem århundreder, og følger rytmen for de oprindelige middelalderlige tidebønner.  

Kirkens østgavl

Domkirkens brede østgavl skyldes de anvisninger, som den hellige Birgitta gav for byggeriet af kirken. Hun ønskede, at alle kirkens tre skibe (hovedskib og sideskibe) skulle være under samme tag. På gavlen ses spor af to hvælvingsfag fra en forsvunden to-etages kapelbygning.

De to indgangsdøre var beregnet for almindelige kirkegængere, døren mod nord var for kvinder, og den mod syd var for mænd. Birgitta kaldte dem "Syndsforladelsens porte".

I gavlen er der indmuret en granitsten med et sengotisk relief, der forestiller Kristus på korset, omgivet af sol, måne og alle marterredskaberne. Det er uvist, om stenen altid har været anbragt på dette sted. Man ved heller ikke, hvad meningen med hullet i stenen har været.

Domkirken set fra nordvest

I tredje fag fra øst kan man se spor af "Nådens og Ærens port" - den dør, som nonnerne skulle igennem til deres daglige tjenester i kirken.

I hjørnet mellem koret og det nordre sideskib er der spor efter tag og hvælv i klostrets skriftemålsbygning, en bygning med halvtag.I fjerde fag fra øst ser man overgangen fra anden til tredje byggeperiode.

I forgrunden ses ruiner af den ene af de to store klostergårde, der hørte til nonneklostret. I dag er disse fundamenter de eneste minder om det meget store klosteranlæg, der omgav Maribo Domkirke på både nord- og sydsiden af kirken.

Efter at den protestantiske jomfrustiftelse blev nedlagt i 1621, forfaldt klostrets bygninger, og hen imod slutningen af 1600-tallet havde byens borgere købt og genanvendt sten og tømmer fra de fleste af nonneklostrets bygninger.

Domkirkens indre set mod vest

Kirkerummet minder om en såkaldt "hallekirke", idet de tre skibe er omtrent lige lange og lige høje.

I overensstemmelse med den birgittinske tradition for klosterbyggeri havde kirken to kor. Munkenes kor lå i vestenden, seks trin højere end skibets gulv. I middelalderen har trinene været meget bredere end de nuværende trin, som stammer fra forrige århundredes restaureringer. På hvert trin skulle der stå to apostelaltre, forskudt i forhold til hinanden. Lige under triumfbuen stod munkenes hovedalter, som var indviet til apostlen Peter.

En trappe i korets sydvæg førte ind til en to-etages bygning, som nu er revet ned, og den trappe kan have været munkenes indgang fra klostret. Birgitta kaldte munkenes indgang fra klostret for "Forsoningens og Mildhedens port".

På højde med prædikestolen findes siden november 2013 et helt nyt orgel - anbragt på balkonen i kirkens nordside og med spillebordet anbragt på kirkegulvet. Det nye orgel kan dels spilles selvstændigt, dels fra det store orgel (og synkront med dette). Det nye orgel er bygget af Carsten Lund og har 15 stemmer foruden talrige kombinationer og koblinger, så den samlede brugsværdi udgør en effekt som omkring 30-40 stemmer.

Det birgittinske kloster

Nonnernes kor befandt sig på et pulpitur i kirkens østlige ende. Over de lave hvælv stod deres hovedalter, et Maria-alter, som nu er i Engestofte Kirke lige uden for Maribo. Altertjenesten blev forrettet af præstemunke, der kom op til Maria-altret ad gallerier langs kirkens syd- og nordvæg. De 60 nonner må have haft plads på et stort pulpitur, som var bygget ud i kirken. Der er ingen spor af det i dag, men det har formentlig været af træ. Ved galleriet på kirkens nordvæg ses spor af "Nådens og Ærens port", som den hellige Birgitta kaldte nonnernes indgang fra klostret til kirken.

Orglet er grundlagt i 1865 af Knut Olsen og senere ombygget to gange af firmaet Starup, inden det i 1985 fik sin nuværende opbygning, udført af Carsten Lunds orgelbyggeri. Orglet har 50 stemmer og er sidst i 2002 udbygget med et nyt spillebord med utallige kombinationer, som forøger orglets brugsværdi og gør det til et af de mest velegnede orgler i hele Skandinavien til fransk romantisk musik.

På billedet ses på begge sider af østvinduet de 24 piber, som hører til i den dybeste oktav i de to 32-fods stemmer, tuba og bordun. De dybeste toner klinger helt nede omkring 16 hertz.